Denne artikel analyserer Amalie Smiths I CIVIL som et værk, der udfolder sig i et produktivt krydsfelt mellem Julia Kristevas teori om subjektets tilblivelse og nyere nymaterialistiske teorier om krop, materialitet og verden. Med afsæt i Kristevas begreber om sammensmeltning, abjektion og separation undersøges, hvordan værkets narrative struktur og komposition tematiserer subjektivitet som en proces præget af gentagne grænsedragninger og forskydninger snarere end som en lineær udvikling. Analysen viser, hvordan kærlighedsfortællingen flettes sammen med tekstens beskrivelser af celledeling, sygdom og opløsning, og hvordan disse biologiske og materielle processer i værket fungerer som aktive medspillere i subjektets erkendelse og transformation.

Gennem nærlæsninger af værkets fremstilling af blandt andet mineralsamlinger, tandsamlinger og teknologiske indgreb demonstrerer artiklen, hvordan ikkemenneskelige fænomener tildeles en handlende og betydningsdannende funktion i tekstens univers. Artiklen argumenterer for, at I CIVIL ikke blot kan placeres inden for én teoretisk tradition, men fungerer som en poetisk montage, hvor Kristevas fokus på subjektets grænser og skrøbelighed indgår i analytisk dialog med nymaterialismens betoning af materialitetens agens. Dermed bidrager artiklen både til forståelsen af Smiths forfatterskab og til en bredere teoretisk diskussion af, hvordan subjektivitet og verden kan tænkes i dag.

This PhD dissertation explores the new materialist dimensions of Amalie Smith’s Danish authorship through close readings of three central works: De næste 5000 dage (2010), I CIVIL (2012), and THREAD RIPPER (2020). The dissertation situates Smith within the context of the so-called “material turn” in contemporary Danish literature and demonstrates how her hybrid and experimental works activate key ideas from new materialist theory, including thinkers such as Karen Barad, Jane Bennett, Donna Haraway, and Bruno Latour.

By combining a general introduction to Smith’s aesthetics and poetics with in-depth literary analyses, the dissertation investigates how her writing challenges dualistic separations between human and nonhuman, subject and object, technology and body. It shows how Smith’s literary practice not only reflects but also expands and refines new materialist ontology and epistemology—particularly through techniques such as montage, intermediality, and an affective approach to knowledge and perception.

The dissertation argues that Smith’s works can be read as an aesthetic inquiry into the human relation to the world in the Anthropocene. By emphasizing connections and networks between human and nonhuman, living and non-living phenomena, her literature contributes to a renewed sensitivity toward material agency and the entangled complexity of the world. As such, the dissertation offers both a comprehensive introduction to and analysis of Smith’s authorship, and a contribution to the broader understanding of new materialism’s influence on contemporary literature.

Denne ph.d.-afhandling undersøger det nymaterialistiske spor i Amalie Smiths forfatterskab gennem læsninger af tre centrale værker: De næste 5000 dage (2010), I CIVIL (2012) og THREAD RIPPER (2020). Afhandlingen placerer Smith i konteksten af den såkaldte "materielle drejning" i nyere dansk litteratur og viser, hvordan hendes hybride og eksperimenterende værker aktualiserer centrale ideer fra nymaterialistiske teoridannelser, herunder tænkere som Karen Barad, Jane Bennett, Donna Haraway og Bruno Latour.

Ved at kombinere en overordnet introduktion til Smiths æstetik og poetik med dybdegående værkanalyser undersøger afhandlingen, hvordan Smiths litteratur udfordrer dualistiske opdelinger mellem menneske og ikke-menneske, subjekt og objekt, teknologi og krop. Afhandlingen viser, hvordan Smiths litterære praksis ikke blot spejler, men også udvider og forfiner den nymaterialistiske ontologi og epistemologi – særligt gennem greb som montage, intermedialitet og en affektiv tilgang til viden og erkendelse.

Afhandlingen argumenterer for, at Smiths værker kan læses som en æstetisk undersøgelse og tænken over menneskets relation til verden i det antropocæne. Ved at betone forbindelser og netværk, mellem menneske og ikke-menenske, levende og ikke-levende fænomener, bidrager hendes litteratur til en ny sensibilitet over for materiens agens og verdens indlejrede kompleksitet. Afhandlingen tilbyder dermed både en samlet introduktion til, og analyse af Smiths forfatterskab og et bidrag til forståelsen af nymaterialismens indflydelse på samtidslitteraturen.

Since the romantic era, man’s relationship with nature has been connected with strong emotions and ideas, and not all kinds of landscapes are therefore considered equally pretty or nice today. Through an ecocritical reading of the North German author Theodor Storm’s novella The Rider on the White Horse (Der Schimmelreiter) (1888), this article illustrates why the North Frisian and Danish marshlands have been depicted as an uncanny (unheimliche) place in modern culture, and why this peripheral nature never became an integral part of what we today consider as the Danish landscape. 

Gennem en tværæstetisk analyse af musik, billede og tekst påvises en sammenhæng mellem det postmoderne danske rockband Mew og modernismens fokus på ubestemthed.